fredag den 24. juni 2011

Dagens ord er pas...

Yderst passende, at ordet passer perfekt til at skrive over. For det passer, at jeg proppede bilen med unger i dag og kørte til København for at få lavet pas til mig selv og afkom. Det passer overraskende nok, at baby sov hele vejen, indtil vi passerede Langebro og blev passet op af en meget vred dame, der mente, at jeg stjal hendes vejbane. Det passer ligeledes, at baby derefter skreg meget og længe. Og meget upassende havde jeg intet mindre end 5 lag tøj på inklusiv regnjakke, så jeg svedte en passende mængde sur sved på dén regning!
Desværre passer det også, at jeg ikke var opdateret omkring igangværende ombygning af hele Kbh K, så da jeg havde cirklet omkring rådhuspladsen 2 gange med mange afstikkere ad sideveje, kunne jeg passende nok vende min alt for store bil og køre hjem igen med uforettet ærinde. Det kan man vel kalde at melde utvetydigt pas?

onsdag den 1. juni 2011

En forsigtig start

Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg tør.

Der er noget angstprovokerende ved at skrive online-dagbog. Noget grænseoverskridende ved at dele sine tanker med mennesker, man end ikke aner, hvem er. Hvis der altså er nogen, der skulle forvilde sig ind på en blog, der knap nok eksisterer endnu!

På den anden side tiltaler det mig. Det hyggelige I, at 'I andre' kan følge med i, hvad vi rent faktisk tuller rundt og laver her i Bulderby.

Egentlig har klokken passeret, hvilket den i øvrigt altid gør, det tidspunkt, hvor jeg burde ligge i min seng. Derfor er jeg træt, måske for træt til at skrive... Men dette er min tid, den tid, hvor alle de andre sover...

Jeg gør det sgu  - poster mit første indlæg - og sysler videre med det her bloglayout :)