Euforisk på vand...

Sådan er det i Bulderby i dag.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har hængt i neglene det sidste lange stykke tid. At jeg bevæger mig i zombietilstand, at min hukommelse er pist væk. At jeg er sur, og muggen og ked af det. At jeg egentlig gerne ville have nogen andres liv, altså nogen, hvis liv er let og ligetil.

Men nu vælger jeg alligevel at tro, at det nok skal blive bedre.

I dag har vi nemlig fået vand. Vand i lange baner. Vand, der fosser ud, når vi tænder vandhanen. Vand, der fylder cisternen, når vi har været på toilettet. Vand, der vasker tøj, vasker op og vasker børn og voksne. Vand der bobler i tankene i vores nye rum. Vores endnu ikke færdige men dog anvendelige vandværk.

I tre uger har vi klaret os. Sparet på vandet. Været mere end almindeligt beskidte. Mere end almindeligt tørstige. Spist mere end almindeligt meget rugbrød og junkfood. Lært at gå mere end en dag af gangen i det samme tøj. Brugt ualmindeligt mange vådservietter. Skyllet toilettet ud med regnvand. Og manden har hentet vand. Hentet vand i en 25 liters dunk, nede ved naboen.

Og et eller andet sted, så ved jeg godt, at vi jo bare er ualmindeligt forvænte. At der er så mange mennesker verden over, der lever uden træk og slip. Uden rent drikkevand, som vi dog bare har kunne købe os til. Uden vaskerier eller svømmehal i nærheden. OG jeg tager hatten af, og jeg forstår pludselig, at man ikke kommer ret meget videre, når man skal fokusere så meget på vand.

Men fuck! hvor har det bare været besværligt. Og klamt. Og stillestående.
Og hvor har Preben knoklet. Ikke sovet. Gravet, støbt og bygget. OG jeg tager hatten af. For havde det ikke været for dén manglende evne til at give op, så sad jeg ikke her og var ren.

Og så var der jo også lige min far, der kom og hjalp. TAK!

OG så fik jeg en strøm af kærlige tanker, fra dem jeg holder af. Dét havde jeg sgu brug for, så tusind tak.

Og så brød en af Björks fortænder ENDELIG igennem. Så måske bliver baby også mildere og måske kunne det snart give lidt bedre nætter.

Så smid endelig flere tanker. Så tror jeg nok, det skal gå!

Næsten 33 år skulle det tage

før jeg i sandhed oplevede makeuppens mirakuløse virkning.

3 unger skulle det tage, før poserne under mine øjne blev så store, at jeg skulle bruge 15!!! minutter på at dække dem. Og så lykkedes det vist ikke engang helt.

33 år og 3 unger senere har jeg fået mine første rynker. Sådan nogle der viser sig, når jeg smiler. Gudskelov! Nu venter jeg bare på de grå hår. Jeg er vild med det!

Lidt mindre vild med at det nok er manglen på søvn, der er skyld i det.

For fanden. Jeg kan ikke engang skrive et blogindlæg, fordi jeg er så jammerligt træt. Så nogen, send tænder til Björk, så moren igen kan få bare 4 timer i streg. BARE FIRE TIMER !!!!

Coming up..

Poster snart et indlæg om, hvordan der skal være i mit ollekolle. (Kunne man muligvis opfinde et lidt federe navn til den type hjem?)

Dér hvor jeg skal bo, når børnene ikke længere kræver mig.

Dér hvor, der skal være rent og ryddeligt og stille.

Der hvor jeg skal drikke portvin og spille kort.... Oh boy!

Det skriver jeg, når jeg engang har energi...

Lidt om dem...

Når man nu ikke kan finde på andet, så er det sørme godt, man har børnene. Børnene og vejret, så er der da altid lidt at tale om!
I går var vi til Malmøfestival. Super duper hyggeligt var det, og det aller bedste var, at der var breakdance workshop. Stod det til Astrid var vi der nok endnu

I dag har Aske været hjemme ved moar, småsyg og alligevel glad

Og Björker, han har lært at sætte sig op - og det gør han så

Og mig - jeg har da redigeret billeder på bedste amatørfacon. Alligevel lykkedes det ikke at fjerne det ægte retrokøkkengulv.
Man må da kunne ændre baggrund på sådan et billede?!

Sig det med mælk

Bare fordi, han er så vidunderligt sød, ham Askemand, så MÅ jeg dele dagens bedste. Da jeg kommer hjem med indkøb og han spotter 2 liter mælk og begejstret udbryder: MOAR, du ælger mig!

Ja min skat, og jeg siger det med mælk :o)

1 time efter faldt han i søvn op ad mig i sofaen. Min bløde lille dreng.

Hjemkomstblues

Ferien lakker mod enden, en ting ferier jo desværre har for vane.
Men dejligt, det har det været.
De sidste 2 uger har vi været i henholdsvis København og Skagen.
Turistet i København; været på kanalrundfart, set lidt venner og familie, brugt en hel og stimulerende dag på experimentariet. Kørt i bus og tog - og husket os selv på at vise vores børn, at der findes andet i verden end et liv langt ude på landet!

Hjem og vaske 6 maskiner....

Og videre til Skagen og farmor.
Som i en sjælden vellykket timing fik vi høj sol og badevejr hele ugen. Astrid har for alvor lært at svømme. Aske har plasket og Björken har ædt sand og øvet sig på at kravle. Vi har spist is og købt tøj. Spist mere is og leget på legeplads. (Alt i mens nogen andre vaskede vores tøj) Vi har været sammen og fået vores unger lidt ind under huden. Men vi kunne have brugt meget mere tid.

I går gik det hjem til Sverige igen. Og det er som om feriestemningen brat forsvandt. Huset burde rengøres, badeværelset skal males -  projekterne har ikke ordnet sig selv og truer med at tvære den nyvundne energi ned under gulvtæppet. Så er der altså længe til næste sommerferie.

Må prøve på at bremse begyndende blues - imorgen.

De lækre feriebørn:

Lidt kørt fast...

Man kan køre fast mange steder. Vi har jo, som mange vil vide, hele to biler her ude på landet.
Og sørme om ikke de begge sad fast i dag på en og samme tid - og det lige som jeg skulle hente ældstebarnet hjem. Godt man har en mand, der kan få biler ud af plørepøler. Og godt man har en mand, der kan planere have med en citroen. Ups, jeg tror sørme, den holder derude endnu....

Den kedeligste kedelige...

I dag har uden sammenligning været den kedeligste dag længe. Alle på matriklen har kedet sig.
Her holder jeg dog det lille B uden for, for jeg tror sjovt nok, at han har haft en fin dag, hvordan det så har været muligt, ved jeg ikke. For vi har kedet os.

Aske har kedet sig. Og når Aske keder sig, så laver han max ballade. Kaster med tingene, vælter dem sådan lidt henslængt ned og går nonchalant videre. OG han driller. Og så slår han lidt. Og kaster en pose kugler på gulvet og nægter at samle op, og ......

Astrid har kedet sig. Hun har ringet rundt til alle veninderne, uden held. Og hun har ønsket, at vi kunne lave noget sammen. Tage ud, tage på tur. Og når Astrid keder sig, så bliver hun sur og lidt pyldret, og meget lidt large over for Aske, der jo som skrevet, driller.

Og jeg har kedet mig. Som jeg sjældent gør. For vi har ventet på en håndværker.
Hele dagen, har vi ventet.
Og hvis han nu kom tidligt, kunne vi pakke unger i bilen og køre til Lund og spise is. Men han kom bare ikke - og til sidst aflyste han. Men der var klokken allerede over eftermiddag...
Og når jeg keder mig, så bliver jeg en kedelig mor. Så gider jeg ingen ting, og så bliver jeg lidt træt af kugler på gulvet, og pirrelige børn og håndværkere, der ikke dukker op.

Preben har også kedet sig. Han har dog været inden for normalområdet og har kun kommenteret på mine vrisserier. Gudskelov!

Dagens højdepunkter indkredses til en god løbetur, to spil kalaha med Astrid og en god bog, jeg fik startet på og snød mig til at læse i midt i kedsomheden. Og jeg tror, jeg vil smutte ind i den bog igen og glemme feriens kedeligste dag.

Opråb fra en havnearbejder

Ja, nogen hemmelighed er det vel ikke, at jeg bander som en bette havnearbejder?

Så var det, jeg kom til at tænke over, om ikke vi skulle give fuck samme status som sgu? (og her refererer jeg naturligvis til det faktum, at det lille sgu skiftede status fra ed til dialogord i det herrens år 2011. Udviklingen ses her)

Fuck fylder meget, fuck bruges godt på mange tidspunkter og understreger mangen en betydning.

Nogle udvalgte eksempler:

Hvad er forbløffelse uden Fuck?!

Frustration uden FUCK!

Forglemmelse uden fuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuck?

Jeg mener, kan man overhovedet føre en dialog uden fuck?

Anden mulighed er selvfølgelig bare, at jeg accepterer den der havnearbejderstatus og bander videre....

Dagen i tal

I morgen skal mine store børn på ferie ved mormoren og morfaren. Det betyder, at jeg ikke skal lave noget i FEM dage. Andet end at sove længe med baby, spise junkfood og ikke se bare et minuts fjernsyn. Heaven in Bulderby...

Fucking FIRE dage har det taget for mig at bage rugbrød

Og så ligner det gud-hjælpe-mig aller mest en rugbrødssål! Men det smager nu meget godt.

Noget siger mig, at rugbrødsbagning kræver en lille smule øvelse.....

TRE kilometer er, hvad jeg fik løbet i dag. Wuhu, jeg er endelig blevet vild med sport, og det aller aller bedste er, at der i det beskedne tidsrum ikke er EN eneste, der skal bede mig om noget eller forventer, at jeg tager stilling til alverdens små og store problemstillinger. Jeg MÅ have udvidet den rute, så det lille pusterum varer lidt længere :o)

TO gaver har jeg købt, for jeg skal nemlig til fødselsdag ved de sødeste tvillinger i morgen.

Og ET må stå tilbage, som det tal, jeg ikke kunne finde på noget til....

Den første rigtige feriedag.

Aaaaaaaaaaaaah. I dag var den første dag, hvor der ikke skulle afleveres børn. Der skulle heller ikke hentes børn. Vi skulle bare være. Det trængte vi til, både Björk, Aske og jeg.

Astrid er taget på ferie, så det er er bare mig og drengene.

Sjovt nok har lydniveauet været noget nær det samme, om end der ikke har været konfliktløsning at passe. Aske viser sig at indeholde omtrent ligeså mange ord, som sin søster. Jeg frygter allerede, hvordan det bliver, når Lille B begynder at snakke. Pyha ;)

Det har bare været en tulledag med små banale overraskelser. Som babyen, der spiste helt selv for første gang. Som mig, der lige fik lavet en surdej. Som Aske, der fortalte historier og legede rollelege. Som mig, der løb en tur, da Preben kom hjem - og løb hele vejen uden stop. Som Björk, der lagde sig til at sove uden barnevogn eller bryst.

Ferie rocks :o)

Dagens ord er pas...

Yderst passende, at ordet passer perfekt til at skrive over. For det passer, at jeg proppede bilen med unger i dag og kørte til København for at få lavet pas til mig selv og afkom. Det passer overraskende nok, at baby sov hele vejen, indtil vi passerede Langebro og blev passet op af en meget vred dame, der mente, at jeg stjal hendes vejbane. Det passer ligeledes, at baby derefter skreg meget og længe. Og meget upassende havde jeg intet mindre end 5 lag tøj på inklusiv regnjakke, så jeg svedte en passende mængde sur sved på dén regning!
Desværre passer det også, at jeg ikke var opdateret omkring igangværende ombygning af hele Kbh K, så da jeg havde cirklet omkring rådhuspladsen 2 gange med mange afstikkere ad sideveje, kunne jeg passende nok vende min alt for store bil og køre hjem igen med uforettet ærinde. Det kan man vel kalde at melde utvetydigt pas?

En forsigtig start

Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg tør.

Der er noget angstprovokerende ved at skrive online-dagbog. Noget grænseoverskridende ved at dele sine tanker med mennesker, man end ikke aner, hvem er. Hvis der altså er nogen, der skulle forvilde sig ind på en blog, der knap nok eksisterer endnu!

På den anden side tiltaler det mig. Det hyggelige I, at 'I andre' kan følge med i, hvad vi rent faktisk tuller rundt og laver her i Bulderby.

Egentlig har klokken passeret, hvilket den i øvrigt altid gør, det tidspunkt, hvor jeg burde ligge i min seng. Derfor er jeg træt, måske for træt til at skrive... Men dette er min tid, den tid, hvor alle de andre sover...

Jeg gør det sgu  - poster mit første indlæg - og sysler videre med det her bloglayout :)